Min baggrund

Flere forskellige teoretiske og personlige oplevelser og erfaringer gør mig i stand til at videregive yoga til dig.

Min uddannelse

Jeg er Master i Sundhedsfremme fra Roskilde Universitet (2019)

Sundhed er meget mere end korrekt kost, motion, ingen rygning og moderat alkoholindtag. Sundhedsfremme er at kigge på alt det andet, der også spiller ind på vores sundhed, glæde og trivsel. Det gælder både, når vi holder fri og er på job.

Jeg er eksamineret og certificeret RYT-200 yogalærer (2014)

Uddannelsen er rettet mod ashtanga, vinyasa og hatha yoga og består af relevant viden om anatomi og fysiologi og giver forståelse for yogafilosofi, -etik og -historie samt oplæring i undervisningsteknikker med planlægning af undervisningsprogrammer og udførelse af verbale korrektioner samt hands-on adjustments.

Jeg har brugt mere end 1000 timer på at videregive min yoga, hvilket gør mig til E-RYT 200.

Jeg er efteruddannet og certificeret i yin yoga (2015)

Yin yoga er en meget meditativ, langsom og beroligende yogaform, der arbejder med kroppens bindevæv. Bindevævet "husker" vores fysiske og mentale traumer, og denne yogaform virker derfor dybt forløsende for både krop og sind.

Jeg har deltaget i Art of Livings grundkursus - "Art of breathing" (2015)

Kurset består af evidensbaserede yogateknikker til reduktion af stress, angst og depression.

Jeg er certificeret i Fysio Flow (2016)

Fysio Flow er en yogisk inspireret metode, der via dynamisk arbejde med kroppens bindevæv øger vores fysiske bevægelighed og aktiverer kroppens ro- og hvilesystem. Du kan få terapeutisk gavn af Fysio Flow, hvis du eksempelvis er udfordret af en ufleksibel krop, skader, følger efter en operation, diffuse smerter eller stress.

Jeg er eksamineret ved Syddansk Universitet i bl.a. neurobiologi, anatomi, åndedrætsfysiologi og psykologi (2007)

Det danner med min yogabaggrund en unik kombination, som kommer dig til gode.

Jeg har gennemført flere kurser i samtaleteknikker

Siden 2007 har jeg undervist og vejledt mennesker i sundhedssystemet, hvilket gør, jeg har stor erfaring i også at bruge ord som et terapeutisk redskab. Jeg er meget inspireret af metoder som "Solution Focused Therapy".

Jeg deltager løbende i fordybelseskurser og workshops

Blandt nogle af mine gennemførte er bl.a.:

  • yogaterapeutiske tilgange
  • fascia release
  • yogafilosofiske undervisningstemaer
  • stressreduktion via bevægelse


  • Min personlige yogarejse

    Min yogahistorie fortæller også, at jeg selv har brugt yoga som et redskab gennem en periode i mit liv, hvor mine forventninger til tilværelsen ikke levede op til virkeligheden. Yoga har lært mig at se virkeligheden, som den er, uden at lægge til eller trække fra, og dermed kan jeg lettere navigere rundt i min hverdag og mit liv på en måde, der giver mere ro i sindet. Det er sådan, yoga for mig får en terapeutisk effekt.

    Når vi støder på rigtige tragedier i livet, kan vi reagere på to måder – enten ved at miste håbet og påtage os selvdestruktive vaner, eller ved at bruge udfordringen til at finde vores indre styrke
    – Dalai Lama
    Tibetanernes leder

    Yoga er blevet et redskab, jeg altid har med mig – for alt er konstant foranderligt. Yogaen fjerner ikke problemerne i mit liv, men den lader mig styre min opfattelse af dem, hvilket er nøglen til at have det godt. Desuden kan jeg mærke, hvordan yoga gør min krop sund, smidig og stærk. Det er absolut vanedannende, at jeg ikke kun kan mærke min fysiske krop, når den gør ondt, men også når den har det godt!

    Mine egne oplevelser med yoga er tilsammen grundlaget for, at jeg har valgt at uddanne mig til yogalærer, så jeg nu på kompetent og sikker vis kan videregive de redskaber, der har hjulpet mig.

    Vivi Lund Jacobsen